Leg og læring
Hvordan kan vi betragte og observere læring i legende aktiviteter?
Læring forstås forskelligt afhængigt af, om vi ser den fra et børneperspektiv eller et voksenperspektiv. For børn opstår læring ofte spontant i de situationer, de deltager i, uden de nødvendigvis er bevidste om det. For voksne er læring derimod et analytisk og forståelsesorienteret anliggende, som både handler om at igangsætte aktiviteter og om at kunne iagttage og fortolke læring.
Derfor har professionelle brug for et dobbeltblik på legende læring: både et teoretisk-analytisk perspektiv og et oplevelsesorienteret børne- eller deltagerperspektiv.
Se evt. Denne video “Jeg leger fordi”
At være i verden
For børn er leg og læring en måde at være i verden på. Gennem leg udvikler de sig og tilegner sig kompetencer til livet. Både aktiviteterne, tilegnelsesprocesserne og kompetencerne rummer potentiale for læring. Derfor er det vigtigt i en pædagogisk kontekst at skelne mellem, hvornår børn har brug for at vide og forstå, hvad de voksne har til hensigt med en aktivitet eller rutine.
Eksempel 1: I en vuggestue sidder fire børn på gulvet og leger med en kasse klodser og små biler. Der er tre biler, som børnene skiftes til at køre med. Når en bil har kørt en tur hen over gulvet, gives den videre til det næste barn, og sådan går turen rundt.
Pædagogen siger ikke: “Nu træner vi turtagning og finmotorik.” For børnene er legen meningsfuld i sig selv – de er optaget af at lege med bilerne og bygge med klodserne, ikke af at lære bestemte færdigheder, selvom de udvikler dem gennem legen.
Eksempel 2: I 1. klasse er læseundervisningen i fuld gang, og mange elever oplever den som sjov, når de får lov at lege med bogstaver og ord. Klassen laver fx skilte til tingene i rummet. Eleverne undersøger sammen: “Hvad hedder det?” “Hvilket bogstav starter det med?” De prøver sig frem med at sige bogstavernes lyd og forme dem på skrift. Samtidig gør de skiltene personlige med farver og tegninger, der passer til. Læsning og skrivning opstår her som en del af en fælles, sjov og legende undersøgelse, hvor eleverne afprøver og skaber mening sammen.
I begge eksempler, sker der sandsynligvis læring. For barnet er det ikke en bevidst proces, mens den voksne både kan reflektere over læringen i aktiviteterne og hvilke aktiviteter der kan igangsættes med henblik på noget bestemt. Barnet kan være i aktiviteten, den voksne ser den gennem et teoretisk, organisatorisk og analytisk blik.
Eksempel 3: I en 4. klasse arbejder eleverne med division ved at bygge og splitte “pizzastykker” af pap og lege med vingummibamser som delelige størrelser. En dreng sidder og deler sine vingummibamser i bunker, flytter dem rundt og bytter mellem bunker for at se, hvad der sker med forholdet. Han prøver også at “bytte” en stor pizzaskive til flere små og omvendt.
Midt i sin undersøgelse går han op til læreren og spørger: “Kan jeg ikke bare forkorte det ene tal og forlænge det andet tilsvarende?” Spørgsmålet opstår i en legende situation, hvor han eksperimenterer med at dele, samle og omforme mængder. Matematikken bliver her en slags undersøgelsesleg, hvor konkrete materialer gør det muligt for ham at få øje på sammenhænge og afprøve sine egne idéer.
I alle eksemplerne er børnene sat i gang med aktiviteter, som børnene kan opleve som leg. De eksperimenterer og fordyber sig, fordi det giver mening at undersøge og lege med det faglige indhold. Potentialet for udvikling ligger i mennesket, og det udfoldes i mødet med verden.
Institutioner og skoler kan ikke tilbyde fuldstændig frihed for børnene, når det handler om, hvilke aktiviteter der skal sættes igang og hvornår pga. faglige mål, læreplaner og andre rammer også skal tilgodeses. Derfor må pædagoger og lærere forholde sig til, hvordan der indenfor rammerne og lovkrav kan skabes muligheder for en legende tilgang i det faglige indhold og uden at instrumentalisere legen.
I stedet for primært at have fokus på målet, må lærere og pædagoger derfor i højere grad give slip på kontrollen og stole på processen og skabe tid og rum til fordybelse. Det kan styrke børns spontanitet, medejerskab og engagement at have en mere legende tilgang til læring.
Læring er i denne forståelse tæt forbundet med handlinger med materialer og erfaringer, der sættes i spil i en vekselvirkning mellem eksisterende viden og nye indsigter. Når børn arbejder med et materiale (bredt forstået), vækkes energi og nysgerrighed. Man kan billedligt sige, at handlingerne fungerer som kroge, hvor ny faglig viden kan hægtes på og få betydning.
Playful learning
Playful learning er ikke et nyt læringssyn, men en moderne syntese af stærke klassiske læringstraditioner. Udgangspunktet for Playful learning er, at leg er vigtig og værdifuld for børns udvikling, læring og trivsel. Målet er ”at styrke alle danske børns kreative og eksperimenterende tilgang til verden og deres livslange lyst til at lære” (Playful Learning, 2020).
Leg og læring anskues som gensidigt forbundne. Det legende element afspejles i planlægning, gennemførelse og evaluering af aktiviteter. Selvom tilgangen ikke er ny, har det legende haft trange kår i det målstyrede paradigme, som gennem en årrække har domineret danske institutioner og skoler. Playful learning kan derfor ses som et opgør med præstations- og nulfejlskulturen og som en tilbagevenden til det legende læringsrum.
Brugbare klassiske læringsteoretikere i en playful learning kontekst
Når vi i playful learning taler om leg, læring og børns udvikling, er det ud fra en række klassiske læringsteoretikere, som hver især har formet forståelse af, hvordan børn lærer. Selvom de klassiske teorier er udviklet i forskellige perioder og med forskellige udgangspunkter, peger de alle på, at læring ikke er noget, der bare ”fyldes på” barnet. Der argumenteres for at læring er aktiv, skabende og tæt forbundet med de situationer, børn indgår i.
De udvalgte læringsteoretikere kan betragtes som analytiske “briller”, der giver forskellige perspektiver på læring i en playful learning-kontekst. De læringsteoretikere, der i det følgende præsenteres og udfoldes med tilhørende centrale begreber, bidrager alle med relevante indsigter i arbejdet med legende tilgange til læring.
John Dewey
John Deweys“learning by doing” i en playful learning-kontekst betyder det, at læring opstår gennem aktiv deltagelse, nysgerrig udforskning og legende eksperimenter. Inspireret af John Dewey handler det ikke om at få svarene serveret, men om selv at prøve, fejle, justere og opdage. Når leg og læring smelter sammen, bliver eleverne medskabere af deres egen forståelse – de lærer med krop, sanser og fantasi, og oplever, at viden giver mening, fordi den er erfaret.
Jean Lave & Etiénne Wenger
Lave og Wengers Situeret læring handler i en playful learning-kontekst om, at læring sker i fællesskaber, hvor man deltager aktivt og meningsfuldt. Viden opstår ikke isoleret, men gennem samarbejde, dialog og fælles praksis. I legende læringsmiljøer bliver eleverne en del af et praksisfællesskab, hvor de eksperimenterer, efterligner og bidrager – og gradvist bevæger sig fra at være nye deltagere til at blive aktive medskabere af viden og fællesskabet. Læring bliver dermed noget, man gør sammen – og noget, der giver mening i den sammenhæng, det indgår i.
Lev Vygotsky
Vygotskys leg som udviklingsmotor forstås i en playful learning-kontekst, som leg som en stærk drivkraft for udvikling og læring. Gennem leg udfordres og udvides barnets tænkning, når det afprøver roller, idéer og muligheder i samspil med andre. Inspireret af Vygotsky bliver læring et socialt og kreativt rum, hvor fantasi og virkelighed mødes, og hvor eleverne – med støtte fra hinanden og deres omgivelser – kan bevæge sig ind i deres nærmeste udviklingszone. Her bliver leg ikke bare aktivitet, men en vej til dybere forståelse og personlig udvikling.
Friedrich Fröbel
Fröbels sociale og meningsfulde fællesskaber handler i en playful learning-kontekst om det, at læring vokser frem i trygge, levende fællesskaber, hvor alle er aktive og kreative deltagere. Inspireret af Fröbel ses leg som en social praksis, hvor relationer, samarbejde og fælles oplevelser giver læring mening. Når børn/elever indgår i legende fællesskaber, udvikler de ikke kun viden, men også deres evne til at forstå sig selv og andre – og oplever, at læring er noget, vi skaber sammen.
Jean Piaget
Piagets aktiv konstruktion af viden er i en playful learning kontekst læring noget, som børn/elever selv bygger op gennem aktiv udforskning og erfaring. Inspireret af Piaget er børn ikke passive modtagere af viden, men nysgerrige opdagere, der skaber forståelse ved at lege, eksperimentere og stille spørgsmål. I legende læringsrum får de mulighed for at prøve idéer af, justere deres tanker og skabe mening og dermed udvikle viden, der er både personlig, dyb og forankret i egne oplevelser
Seymour Papert
Paperts konstruktionisme og kreativitet er i en playful learning kontekst, at læring opstår, når elever skaber noget meningsfuldt for dem selv og andre. Inspireret af Papert bliver kreativitet og produktion centrale, hvor elever gennem leg, design og eksperimenter bygger konkrete artefakter og samtidig udvikler deres forståelse. Når de konstruerer, deler og justerer deres idéer, bliver læring en aktiv, skabende proces – hvor fantasi, teknologi og nysgerrighed går hånd i hånd.
Maria Montessori
Montessoris selvstyring, nysgerrighed og materialer er i en playful learning kontekst, at læring spirer, når elever får frihed til at følge deres nysgerrighed i et tilrettelagt miljø. Inspireret af Montessori spiller materialer en central rolle som sanselige og meningsfulde redskaber, der inviterer til udforskning og fordybelse. Når elever arbejder selvstændigt og i eget tempo, bliver de aktive deltagere i deres læring og udvikler både koncentration, ansvar og glæden ved selv at opdage verden
Nyt liv til legen
De klassiske læringstraditioner peger således både på mulige tegn på legende læring og på centrale overvejelser, der bør indgå, når man arbejder med legende læring i planlægning, gennemførelse og evaluering.
Designer, arkitekt og forfatter Poul Henningsens skrev i 1956; ”Alle kræfter burde sættes ind på at gøre skolen til en legeplads, en lystig og frivillig forberedelse til at lege videre” (Henningsen, 2019, p. 10).
Vi bliver ganske enkelt åndeligt fattigere uden legen og fantasien i skolen.
For dig, der er nysgerrig på mere, så kommer de nævnte læringsteoretikere her – foldet lidt mere ud.
John Dewey
John Dewey taler om learning by doing, at børn lærer bedst, når de handler, undersøger og deltager i meningsfulde aktiviteter.
John Dewey (1859–1952) var en indflydelsesrig tænker inden for pædagogik og filosofi. Hans grundtanke er, at læring sker gennem erfaring og handling ikke ved passiv modtagelse af viden. Børn lærer bedst, når de deltager aktivt i meningsfulde situationer, hvor de kan eksperimentere, reflektere og se konsekvenserne af deres handlinger.
Erfaring og refleksion
Læring opstår, når erfaringer bearbejdes gennem refleksion. Det er ikke nok at gøre noget – man skal også tænke over, hvad man har gjort, og hvad det betyder.
Demokratisk dannelse Dewey ser skolen som et mini-samfund, hvor børn lærer at samarbejde, tage ansvar og deltage i fællesskabet. Læring er derfor både individuel og social.
Erfaringskontinuitet Hver ny erfaring bygger videre på tidligere erfaringer. Læring er en kontinuerlig proces, hvor barnet hele tiden udvikler sin forståelse af verden.
I en playful learning-kontekst betyder Deweys teori, at læring skal være aktiv, undersøgende og meningsfuld. Børn skal have mulighed for at handle, eksperimentere og skabe, så de oplever, at deres handlinger har betydning. Legen bliver dermed en ramme for erfaring, hvor barnet lærer gennem at prøve, fejle, justere og opdage.
Når børn bygger en bro af klodser, laver forsøg med vand eller skaber en historie sammen, lærer de ikke kun om fysik, sprog eller samarbejde, de erfarer, hvordan verden hænger sammen. Det er Deweys learning by doing i praksis
Vygotsky
Vygotsky ser legen som en motor for udvikling, hvor barnet gennem fantasien og samspillet med andre bevæger sig ind i nye zoner for læring.
Lev Vygotsky (1896–1934) ser legen som en motor for udvikling og et sted, hvor barnet bevæger sig ud over det, det allerede kan, og ind i nye læringszoner. Han kalder dette for zonen for nærmeste udvikling: det område, hvor barnet med støtte fra andre kan nå lidt længere, end det kan alene.
Social interaktion Læring sker i samspil med andre og gennem dialog, samarbejde og fælles problemløsning. Den voksne eller mere kompetente deltager fungerer som en støtte, der gradvist trappes ned, efterhånden som barnet mestrer mere selv.
Sproget som redskab Sproget er ikke bare kommunikation, men et redskab for tænkning. Gennem samtale og leg udvikler barnet sin evne til at forstå og strukturere verden.
Legens rolle I legen kan barnet overskride sine egne grænser, det kan være ”læge”, ”pilot” eller ”mor” og dermed afprøve sociale roller og symbolsk tænkning. Legen bliver et rum for både fantasi og læring.
I playful learning betyder Vygotskys teori, at læring skal være social, støttende og meningsfuld. Den voksne skaber rammer, hvor barnet kan udforske, eksperimentere og samarbejde, og hvor legen bliver en vej til at forstå verden.
Legen er ikke bare sjov, den er en udviklingszone, hvor barnet lærer gennem fantasi, imitation og dialog.
Når børn leger butik, forhandler priser og bytter varer, lærer de både matematik, sprog og sociale regler. Den voksne kan støtte ved at stille spørgsmål eller udvide legen f.eks: ”Hvad koster æblerne i dag?” eller ”Hvordan kan vi lave tilbud?”. Her bliver legen et konkret læringsrum, hvor barnet udvikler sig gennem samspil og fantasi.
Fröbel
Fröbel taler sociale og meningsfulde fællesskaber og understreger, at leg er barnets naturlige måde at lære på, og at læring sker i trygge, meningsfulde fællesskaber.
Friedrich Fröbel (1782–1852) bliver ofte kaldt legens pædagog, fordi han var en af de første, der systematisk beskrev leg som barnets naturlige måde at lære og udvikle sig på. For Fröbel er leg ikke bare underholdning, det er en grundlæggende måde, hvorpå barnet udforsker verden, udtrykker sig og skaber mening.
Legen som naturgivet læringsform Fröbel mente, at leg udspringer af barnets indre drivkraft. Når barnet leger, udfolder det sin iboende nysgerrighed og kreativitet.
Meningsfulde fællesskaber Læring sker i relationer i fællesskaber, hvor barnet føler sig trygt, set og anerkendt. Det sociale er ikke et ”tillæg”, men selve fundamentet for udvikling.
Materialer og gaver Fröbel udviklede sine berømte gaver, som er pædagogiske materialer, der skulle invitere til leg, konstruktion og kreativitet. Materialerne skulle være en bro mellem barnets indre verden og den ydre virkelighed.
Helhedstænkning Barnet lærer i en helhed og gennem sanser, følelser, relationer og handlinger. Læring er ikke opdelt i fag, men vævet ind i barnets liv.
I en playful learning-forståelse bidrager Fröbel med idéen om, at læring skal være:
Tryg: barnet skal føle sig hjemme i fællesskabet
Meningsfuld: aktiviteter skal give resonans i barnets verden
Legende: barnet lærer bedst, når det får lov til at udforske og skabe
Materialebåret: konkrete ting, naturmaterialer og åbne materialer inviterer til læring
Fröbel giver dermed et stærkt argument for, at leg ikke er noget, der kommer efter læring, leg er læring.
Piaget
Piaget understreger, at læring sker gennem handling, erfaring og refleksion.
Jean Piaget (1896–1980) beskriver barnet som en aktiv konstruktør af viden, der hele tiden skaber forståelse gennem sine handlinger i verden. For Piaget er læring ikke noget, der overføres fra voksen til barn, det er noget, barnet selv opbygger gennem erfaringer, undersøgelse og refleksion.
Barnet som aktiv videnskonstruktør
Barnet er fra fødslen nysgerrigt og undersøgende. Det lærer ved at handle, eksperimentere og afprøve sine idéer i praksis. Viden opstår, når barnet selv er aktivt deltagende.
Assimilation og akkommodation
Piaget beskriver læring som en balance mellem at tilpasse nye erfaringer til eksisterende forståelser (assimilation) og ændre sine forståelser, når noget ikke passer (akkommodation). Læring er dermed en dynamisk proces, hvor barnet hele tiden justerer sin viden.
Handling som grundlag for erkendelse
Barnet tænker gennem handling. Når det bygger, leger, undersøger og eksperimenterer, udvikles dets forståelse af verden. Kroppen og sanserne spiller en central rolle i læringen.
Udvikling i stadier
Piaget peger på, at barnets tænkning udvikler sig i stadier, og at læring derfor må tage udgangspunkt i barnets aktuelle udviklingsniveau. Det, barnet er klar til at forstå, afhænger af dets kognitive udvikling.
I en playful learning-forståelse bidrager Piaget med idéen om, at læring skal være: aktiv, betyder barnet skal handle, undersøge og eksperimentere. At der erfaringsbaseret, læring opstår gennem konkrete oplevelser, hvor barnet er undersøgende ved at stille spørgsmål og afprøve svar, Det er procesorienteret, fokus er på, hvordan barnet tænker og lærer, ikke kun på resultatet
Når børn leger, bygger, sorterer eller eksperimenterer, udvikler de deres forståelse gennem egne erfaringer. Legen bliver et rum, hvor barnet kan afprøve hypoteser, begå fejl og skabe ny indsigt.
Den voksne understøtter ved at: tilrettelægge læringsmiljøer, der inviterer til undersøgelse, stille åbne og nysgerrige spørgsmål, give tid og plads til fordybelse, tage barnets perspektiv og tænkning alvorligt og støtte refleksion over det, barnet oplever.
Papert
Papert, læring gennem skabelse han understreger, at børn lærer bedst, når de designer, bygger og deler deres egne produkter.
Seymour Papert (1928–2016) bygger videre på Piagets tanker og udvikler teorien constructionism, hvor læring forstås som noget, der sker særligt stærkt, når barnet skaber noget, der er meningsfuldt for det selv. For Papert er det ikke nok at tænke,barnet skal også producere, konstruere og udtrykke sig gennem konkrete materialer, ofte med digitale teknologier som en vigtig del.
Læring gennem konstruktion
Papert understreger, at læring bliver dybere, når barnet skaber noget synligt f.eks. en model, en fortælling eller et digitalt produkt. Det er i selve skabelsesprocessen, at forståelsen udvikles.
Teknologi som læringsværktøj
Digitale værktøjer giver nye muligheder for at eksperimentere, programmere og designe. Teknologi er ikke et mål i sig selv, men et middel, der kan udvide barnets kreative og undersøgende arbejde.
Personlig meningsskabelse
Læring bliver mest betydningsfuld, når barnet arbejder med noget, der engagerer det. Motivation, interesse og ejerskab er centrale drivkræfter i læreprocessen.
Fejl som en ressource
I constructionism ses fejl ikke som noget, der skal undgås, men som en vigtig del af læringsprocessen. Når barnet justerer og forbedrer sine produkter, opstår ny indsigt.
I en playful learning-forståelse bidrager Papert med idéen om, at læring skal være: skabende og– barnet lærer ved at producere og designe, kreativ – fantasi og idéudvikling er centrale elementer, teknologisk understøttet, digitale værktøjer åbner nye læringsmuligheder og meningsfuld så barnet skal kunne se værdi i det, det skaber
Papert giver dermed et stærkt argument for, at læring forstærkes, når børn får mulighed for at skabe noget, de kan vise, dele og videreudvikle.
Når børn programmerer, bygger modeller, designer spil eller arbejder med kreative projekter, udvikler de ikke kun faglig viden, men også problemløsningskompetencer og vedholdenhed.
Den voksne understøtter ved at:
-
stille åbne designopgaver frem for faste instruktioner
-
tilbyde materialer – både analoge og digitale – der inviterer til skabelse
-
støtte barnet i at udvikle og viderebearbejde sine idéer
-
anerkende processen frem for det perfekte produkt
-
skabe rum for, at børn kan dele og tale om det, de har lavet
Her bliver skabelse og kreativ produktion selve motoren for læring, præcis som Papert beskrev det
Montessori
Montessori beskriver barnet som selvstændig og nysgerrig lærende og understreger, at læring drives af barnets egen indre motivation i samspil med et forberedt miljø.
Maria Montessori (1870–1952) fremhæver barnets naturlige nysgerrighed og evne til selvstyring som fundamentet for læring. For Montessori er barnet aktivt søgende og motiveret for at lære, hvis omgivelserne understøtter dets behov for udforskning og fordybelse. Læring opstår, når barnet får frihed til at vælge, handle og gentage aktiviteter i et miljø, der er tilpasset dets udvikling.
Barnets indre drivkraft
Montessori ser barnet som grundlæggende motiveret for at lære. Når det får mulighed for at følge sin nysgerrighed, arbejder det koncentreret og vedholdende.
Det forberedte miljø
Miljøet spiller en afgørende rolle og skal være overskueligt, æstetisk og tilrettelagt, så barnet selv kan handle. Materialer og aktiviteter skal være tilgængelige og invitere til selvstændig udforskning.
Selvstændighed og ansvar
Barnet udvikler sig gennem selvstændig handling. Ved selv at vælge aktiviteter og tage ansvar for egen læring opbygges både kompetencer og selvtillid.
Materialer med indbygget feedback
Montessorimaterialer er designet, så barnet selv kan se og rette sine fejl. Det gør læringsprocessen uafhængig af konstant voksenstyring og styrker barnets refleksion.
I en playful learning-forståelse bidrager Montessori med idéen om, at læring skal være:
Selvstyret: barnet skal have mulighed for at træffe valg
Fordybende: der skal være tid og ro til gentagelse og koncentration
Miljøbaseret: omgivelser og materialer understøtter læring
Sanselig: læring sker gennem kroppen og konkrete erfaringer
Montessori giver dermed et stærkt argument for, at læring opstår, når barnet får frihed til at følge sin nysgerrighed i et gennemtænkt læringsmiljø. Når børn vælger aktiviteter, arbejder koncentreret med materialer og gentager handlinger, udvikler de både faglige færdigheder og selvstændighed. Læring bliver en proces, barnet selv driver frem.
Den voksne understøtter ved at:
-
tilrettelægge et inspirerende og overskueligt læringsmiljø
-
observere barnet og følge dets initiativer
-
introducere materialer på en tydelig og rolig måde
-
give plads til selvstændigt arbejde uden unødig indblanding
-
støtte barnets fordybelse og koncentration