Dion Sommer – en røst om det legesyge 

Dion Sommer, professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet og forfatter til Leg – en ny forståelse, præsenterer et perspektiv på leg, der trækker på udviklingspsykologi, biologi og kulturteori. En grundlæggende pointe hos Dion Sommer er, at leg er en menneskelig drivkraft, formet både evolutionært og kulturelt. Med afsæt i traditionen om Homo ludens – det legende menneske – beskriver Sommer leg som en eksistentiel og evolutionær kraft, der understøtter menneskets plasticitet, tilpasningsevne og kulturelle udvikling. 

Case

Leg som kulturfænomen og menneskets signatur 

Sommer fremhæver, at leg historisk har været tæt knyttet til kulturelle ceremonier og praksisser, som har haft betydning for menneskers overlevelse og sociale organisering. Leg forstås derfor som et kulturfænomen, der rækker langt ud over barndommen og ind i menneskets kollektive udviklingshistorie. 

Når Sommer kalder leg menneskets “dybeste signatur”, mener han, at leg er noget fundamentalt ved mennesket – noget, der former os, adskiller os fra andre arter og gør os i stand til at udvikle nye handlemuligheder og sociale former. 

Legesyge som udviklingsmotor 

Et centralt begreb hos Sommer er legesyge, som han beskriver som en spontan, undersøgende og lystbetonet tilgang til verden. Legesyge er ikke begrænset til barndommen, men er en livslang ressource, der fremmer kreativitet, trivsel og læring. 

Sommer kritiserer, at legesygen i moderne pædagogik ofte underordnes målstyrede læringskrav. Han argumenterer for, at legesygen skal beskyttes og frisættes, fordi dens egenværdi er afgørende for dens udviklingsmæssige potentiale. 

Legesyge og hjerneudvikling  

Sommer kobler legesyge til epigenetik: Et legende, trygt og stimulerende miljø kan aktivere gener, der styrker læring, tilpasningsevne og hjerneudvikling. Børn i stressede eller legefattige miljøer får derimod aktiveret gener, som kan hæmme samme udvikling. 

Sommer beskriver leg som en “arkitekt for hjernen”: Når børn leger frit, varieret og nysgerrigt, skaber det biologiske processer, der styrker hjernens opbygning. Leg er dermed ikke blot sjov – den er biologisk udviklende og kan sætte positive spor, der rækker ind i næste generation. 

Leg mellem ret og læring 

Sommer placerer leg i spændingsfeltet mellem to forståelser: 

• Retten til leg – leg som en fundamental del af barndommen med egenværdi. 

• Legende læring – leg som vej til læring, men kun når frivillighed og åbenhed bevares. 

Han understreger, at legende læring pendulerer mellem selvforvaltet leg og vejledt leg, men advarer mod, at den voksne rolle kan glide over i instruktionspædagogik. Den voksne skal støtte uden at styre, så barnets initiativ og legesyge forbliver drivkraften. Sommer anerkender, at leg ikke altid opstår af sig selv, og at voksne kan introducere og støtte leg. Men de skal gøre det med sensitivitet og tilbageholdenhed. Legen træner modstandskraft, sociale roller, regler og evnen til at se ting fra andres perspektiv. 

Kakonofoni og legens mangfoldighed 

Sommer bruger begrebet kakofoni til at beskrive den mangfoldighed af legebegreber, der præger forskning og praksis. Han mener ikke, at ét entydigt legebegreb er muligt eller ønskeligt. I stedet må man anvende forskellige begrebsbriller afhængigt af den leg, man undersøger. Denne pluralitet afspejler legens kompleksitet og bør ses som en styrke. 

Fra udefra-og-ind til indefra-og-ud 

Sommer kritiserer en dominerende legemodel, hvor leg forstås udefra og ind – som noget voksne planlægger og bruger instrumentelt. Han foreslår i stedet en model, hvor leg forstås indefra og ud, med udgangspunkt i barnets indre trang til at lege og dets legesyge. Leg opstår i et dynamisk samspil mellem barnets intentioner og de sociale og materielle rammer, der påvirker legen. 

Litteratur:  

Sommer, D:(2020): “Leg en ny forståelse.”  Samfundslitteratur 1.udg.  

Playful Learning. (2019, 27. august). Podcast: Dion Sommer om legesyge og legens kår i skolen. https://playful-learning.dk/viden/podcast-dion-sommer-om-legesyge-og-legens-kaar-i-skolen/ 

Berit Bae – en røst om anerkendelse i leg  

Berit Bae er norsk professor i pædagogik. Ifølge Bae er legen livskvalitet som står i kontrast til depression. Baes bidrag til forståelsen af leg er hendes anerkendelsesforståelse. Hun peger på, at anerkendelse er en afgørende dimension for, at børns leg legitimeres, og for hvordan voksne kan støtte den udviklende og lærende leg, der udfolder sig i institutioner og skoler.  Det er gennem leg, at børn udvikler sociale kompetencer og danner identitet. I legen etablerer de kontakt til egne følelser og udtrykker sig, samtidig med at de forhandler roller og deltagelsesformer. Udsagnet “Jeg vil gerne være hund” er et ofte brugt og rammende eksempel på de læreprocesser, der opstår, når børn forhandler roller og finder måder at indgå i både leg og fællesskaber på. 

Anerkendelse i legekonteksten 

Anerkendelse er implicit i mange former for kommunikation, men ikke al kommunikation er anerkendende. Berit Bae ser et stort potentiale i at undersøge, hvordan anerkendende kommunikation bidrager til børns selvfølelse og udvikling af en positiv selvopfattelse. I det følgende er fokus derfor på den anerkendende dimension i voksnes kommunikation med børn i leg. 

Anerkendelsesbegrebet anvendes i dag så bredt, at dets betydning til tider udvandes. Det kan derfor være nyttigt at tydeliggøre, hvad anerkendelse ikke er. Anerkendelse er hverken ros, vurdering eller smiger. Anerkendelse handler om, at et menneske aktivt ser, hører og værdsætter et andet menneskes følelser, handlinger eller blotte tilstedeværelse. Det er en holdning, der udtrykker respekt, nysgerrighed og accept af, at den anden er et selvstændigt subjekt med egne oplevelser. 

Begrebet knytter sig til erkendelse og dermed til forståelsen af det, der skal erkendes. Erkendelse indebærer at opnå viden, åbenhed og accept af, at der findes forskellige perspektiver og sandheder. I anerkendelsen ligger en forståelse af, at “den anden er autoritet i forhold til egne oplevelser” (Bae, s. 8), hvilket også kan beskrives som en empatisk tilgang til den anden. 

Menneskers autonomi udvikles gennem afhængighed af andre, og kvaliteten af denne afhængighed er kernen i anerkendelse. Anerkendelse kommer til udtryk i måden, den voksne indgår i en ligeværdig og respektfuld relation til barnet og barnets handlinger og forestillinger. Det er ikke tilstrækkeligt, at anerkendelse er tiltænkt – den skal også opleves. Anerkendelse er derfor dialektisk: En voksen kan se et barn uden at barnet oplever sig set, og der er dermed ikke anerkendelse. Omvendt opstår anerkendelse, når barnet oplever sig set og forstået. 

At forstå et barn forudsætter en empatisk indlevelse i barnets perspektiv og en grundlæggende antagelse om, at børn er meningsskabende fra fødslen. Denne indlevelse kan være krævende, fordi forståelse ofte filtreres gennem den voksnes egne behov, normer og følelser. Når et barn eksempelvis tager underbukser på hovedet og trøjen på benene, kræver det et bevidst valg fra den voksne at suspendere egen forståelse af rigtigt og forkert. Anerkendende erkendelse er dermed en ressourcekrævende proces, der forudsætter, at den voksne midlertidigt parkerer egne antagelser for at kunne forstå barnets handling i legens logik. 

Definitionsmagt og anerkendelse 

I relationen mellem barn og voksen er definitionsmagt uundgåeligt til stede. Berit Bae problematiserer, hvordan denne definitionsmagt i samfundets institutioner ofte kan misbruges, når voksne ensidigt definerer situationer, handlinger og betydninger. Som modvægt peger hun på betydningen af ligeværdige relationer, hvor den voksne udøver autoritet med ansvar – uden at fralægge sig lederskab, og uden at underkende barnets perspektiv. 

Case

Litteratur:  

Bae, B. (1996). Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse. Social Kritik, 8(47), 6–21.

Danmarks Evalueringsinstitut. (2019, 2. oktober). Det er en stor fejl, når voksne tror, at de skal styre børns leg. EVA. https://eva.dk/debat/2019/okt/det-er-en-stor-fejl-naar-voksne-tror-at-de-skal-styre-boerns-leg

Helle Marie Skovbjerg – en røst om legestemninger 

Helle Marie Skovbjerg er Professor i leg ved Danmarks Designskole, og hun spiller en central rolle i Playful Learning, da hun er forskningsleder i programmet.  

At lege står på linje med at spise og sove, siger Helle Marie Skovbjerg, det at lege er en grundlæggende del af det at være menneske. 

Et sprog for leg  

Hos Helle Marie Skovbjerg er udviklingen af et sprog for leg centralt, fordi leg er et komplekst og flydende fænomen, som kan være svært at fastholde og beskrive. Skovbjerg argumenterer for et nuanceret og åbent sprog, der kan indfange legens mangfoldighed uden at “fastlåse” den. Begreber som legestemninger, legehandlinger, legepraksisser og legekvaliteter er derfor udviklet som måder at tale om leg på, hvor fokus er på, hvordan legen opleves, og hvad der gør en situation legende. Et sådant sprog gør det muligt for pædagoger og lærere at arbejde professionelt med leg i skole og dagtilbud, uden at gøre den til et rent instrumentelt redskab. 

Børn undersøger verden gennem leg, og ifølge Helle Marie Skovbjerg sker dette gennem forskellige legestemninger, hvor børn er optaget af at udforske, eksperimentere og skabe mening. Hvis børns hverdag er for stærkt voksenstyret og planlagt risikerer disse legende processer at blive begrænset. 

Fire legestemninger  

Helle Marie Skovbjerg har gennem sin forskning identificeret fire legestemninger, som kendetegner børns leg. Med kendskab til disse legestemninger kan professionelle i skoler og institutioner tale mere nuanceret om leg og styrke legepraksis, så alle børn kan udfolde sig i lege. 

De fire legestemninger er: hengiven, højspændt, opspændt og euforisk. 

Hengiven er den stemning, man oplever, når legen er rolig og præget af nærvær og fordybelse. Kroppen er ofte rolig, og det er hænderne, der er forrest. Legehandlingerne er at børnene bygger, fifler, samler og balancerer. Det kan for eksempel være dukkeleg, leg med perler eller at bytte Pokémonkort. Der er sociale relationer til stede, som også kan være med imaginære figurer. Den hengivne legestemning karakteriseres ved legepraksissen GLID. 

Højspændt er den stemning, man oplever, når legen er præget af bevægelse, skiftende tempo og retninger. Der er ofte gentagelser og justeringer. Kropsligt kan man opleve kilden og sug i maven. Legehandlingerne er at hoppe, danse, gynge og løbe. Det kan for eksempel være at rutsje, danse, spille bold eller hoppe på trampolin. Den højspændte legestemning karakteriseres ved legepraksissen SKIFT. 

Opspændt er den stemning, man oplever i optræden og fremvisning. Fokus er rettet udad, og man er opmærksom på andres reaktioner. Legen opstår i spændingsfeltet mellem at optræde og at kigge på – og børnene er optagede af hinandens reaktioner.  Legehandlingerne er, at børnene performer, overværer, forestiller sig og efterligner hinanden. Det kan for eksempel være når man laver cirkus, optager tik-tok-danse eller fortæller vittigheder. Der er altid en form for publikum, hvor det at se på og blive set er kernen. Den opspændte legestemning karakteriseres ved legepraksissen FREMVISE. 

Euforisk er den stemning, hvor man oplever det maniske, normudfordrende og ustoppelige. Det er en intens og ofte kortvarig stemning, hvor det gakkede og grænsesøgende får plads, og hvor børnene smitter hinanden i legen. Legehandlingerne er, at børnene driller, smadrer, ødelægger og råber – ikke for at ødelægge legen, men som en del af den energi og det overskud, der er i stemningen. Det kan for eksempel være battlekampe, grineflip eller pudekamp. Den euroforiske stemning kan hos dem, der ikke er med i euroforien, opleves som kaotisk og ekskluderende. Helle Marie Skovbjerg understreger, at den euforiske legestemning også er vigtig – selvom den kan se kaotisk eller grænsesøgende ud. Hun peger på, at det faktisk er en del af børns udvikling, at de får mulighed for at overskride grænser og lege med det skæve og det “forbudte” i trygge rammer. Den euforiske legestemning karakteriseres ved legepraksissen OVERSKRIDE.  
 

Sæt alle stemninger i spil 

Skovbjerg har de seneste ti år udforsket, hvad børn oplever som meningsfuldt, og hendes forskning gennem bøger og artikler peger på, at legestemninger er individuelle præferencer. Børn skal dog have mulighed for at opleve alle fire stemninger for selv at kunne opsøge aktiviteter, der fremkalder dem. Skovbjerg peger på, at vi som pædagoger og lærere skal være opmærksomme på, at vi også selv har legepræferencer og derfor kan have tendens til at planlægge for de samme legestemninger, som vi selv kan lide.  

Deltagelse i leg handler derfor i nogen grad om, hvilke stemninger man kan identificere sig med eller har lyst til, og om at opsøge lege, der giver mulighed for netop disse stemninger. I en pædagogisk kontekst handler det derfor om at tilbyde en mangfoldighed af muligheder for at udfolde alle legestemninger. 

Case

Litteratur:  

Skovbjerg, H. M. (2021). 10 tanker om leg. Dafolo

Skovbjerg, H. M. (2013). Om leg: Legens medier, praktikker og stemninger. Akademisk Forlag

Hammershøj – en røst om leg som dannelse 

Lars Geer Hammershøj, som er forsker i dannelse, kreativitet, leg og samskabelse fra Aarhus universitet, skriver, at dannelse grundlæggende handler om, at barnet bliver menneske sammen med andre. I dagtilbud er det især legen, der bærer denne proces. Gennem legen lærer barnet både at være sig selv og at være en del af noget større. Det sker gennem selvoverskridelse, altså når barnet bevæger sig ud over det velkendte og gør nye erfaringer i mødet med verden og andre mennesker. 

Legens egenværdi 

Barnets dannelse foregår i den nære hverdag med konkrete mennesker, rum, materialer og situationer. Her er legen helt central. Leg er ikke bare noget, barnet gør ved siden af alt det ”vigtige”, og ifølge Hammershøj leger barnet, fordi det gennem legen danner sig til menneske. Legen er fri, lystfuld og et mål i sig selv, og det er netop derfor, den er så vigtig for dannelse. 

De tre kræfter i legen 

I legen gør barnet en række grundlæggende kropslige og sanselige erfaringer, og her spiller tre centrale kræfter en afgørende rolle: 

Overskridelseskraften 
Den kommer tydeligt frem i lege som at rutsje eller hoppe på trampolin. Her oplever barnet, at kroppen kan mere, end man lige tror. Tyngden ophæves, farten øges, og verden føles større. Det giver barnet en kropslig erfaring af at overskride det velkendte og turde give slip for en stund. 
Disse lege kan forstås som kropslig leg, hvor barnet undersøger og erfarer sig selv som et kropsligt væsen i en fysisk verden. 

Afgørelseskraften 
Den ses især i lege med vand, fx vandpytter, soppebassiner eller vandkamp. Her mærker barnet forskellen på lyst og ulyst: Hvor våd vil jeg være? Hvornår er det sjovt, og hvornår er det for meget? Gennem kroppen lærer barnet at mærke sig selv og træffe små beslutninger om, hvordan det vil være i verden 

Indbildningskraften 
Den kommer stærkt til udtryk i lege med sand, men også i fantasileg generelt. I sandkassen kan sand blive til kager, veje eller slotte, og i legen kan barnet forestille sig nye verdener. Her skaber barnet mening ved at forbinde sanseindtryk med fantasi og forestillingsevne. 
Her træder den mentale leg tydeligt frem, hvor barnet eksperimenterer med tanker, forestillinger og identiteter og midlertidigt kan være én anden end sig selv 

Case

Eksemplet viser, hvordan legen bliver et rum, hvor Malik kan overskride hverdagens almindelige rammer og eksperimentere med følelser, identitet og handlemuligheder gennem fantasien. I løvelegen tør han træde frem på en anden måde end i hverdagen, hvor han ofte er mere tilbageholdende. Gennem legen afprøver han at være stærk, modig og styrende i relation til de andre børn, hvilket giver ham erfaringer, som han kan tage med ud af legen, der bidrager til nye måder at være i fællesskabet på. 

Leg som kropslig, social og mental erfaring 

Barnet leger for at finde ud af, hvordan det kan være krop, tage del i verden og skabe mening. Legen giver barnet erfaringer, som senere bliver grundlag for mere komplekse måder at være i verden på. 

Samtidig er legen et helt særligt sted for social dannelse. I legen kan barnet frit afprøve forskellige måder at være sammen med andre på. Det gælder både lege, hvor børn leger ved siden af hinanden, og især fantasilege, hvor børn sammen skaber verdener, roller og fælles mening. 
Dette kan forstås som social leg, hvor barnet udforsker sig selv som et socialt væsen i relation til andre. 
Her oplever barnet både at skabe noget sammen og at opleve noget sammen – og det er kernen i selskabelighed. 

Selvom barnet også udvikler sociale kompetencer i legen, er pointen, at legen i første omgang handler om at dannes som menneske. Barnet får erfaringer med at være et selv sammen med andre på åbne, frie og ofte meget meningsfulde måder. Det er derfor, leg og venskab hænger så tæt sammen. Venner er typisk dem, man leger med. 

I praksis rummer de fleste lege elementer af både kropslig, social og mental leg, og særligt i fantasilegen flettes disse tre former tæt sammen. 

Fra leg til deltagelse i fællesskaber 

Senere begynder barnet i højere grad at møde virkelige og konkrete fællesskaber, hvor deltagelse kræver kendskab til bestemte regler, normer og måder at være på. Det kan fx være erfaringen af at være elev i undervisningen, deltager i et spil eller medlem af et hold. Her gør barnet erfaringer med at være subjekt i fællesskaber, hvor der er klare forventninger til, hvordan man kan og skal forholde sig. 

Denne ændring kan tydeligt ses i, hvordan legen forandrer sig. Hvor legen i dagtilbud i høj grad er fri og fantasibåret, bliver skolebarnets leg mere regelstyret. Barnet bliver optaget af spil og lege med faste regler, hvor det gælder om at spille efter reglerne og acceptere, at spillet ender med, at nogen vinder, og nogen taber. Gennem sådanne lege gør barnet erfaringer med både at deltage på lige vilkår og med at indtage en bestemt plads i fællesskabet. 

Samtidig bliver barnet mere orienteret mod at frembringe produkter. Det kan være tegninger, krea-aktiviteter, konstruktioner eller fortællinger. Her er barnet ikke blot optaget af selve aktiviteten, men også af resultatet af den. Produktet fungerer som et synligt udtryk for det handlende subjekt bag, og barnet gør erfaringer med sig selv som én, der kan skabe og fremstille noget. 

Fællesskabet omkring legen ændrer også karakter. Hvor barnet i dagtilbud ofte er sammen i legen og deler samme fantasiunivers, er skolebarnet i højere grad sammen om legen. Selskabeligheden knytter sig her til den fælles aktivitet og etableres gennem samtale om det, der foregår, fx om spillets gang, reglerne eller det produkt, der er undervejs. Selskabeligheden får dermed en mere sproglig karakter end i dagtilbud, hvor den i højere grad er kropsligt forankret. 

Med alderen sker der en yderligere adskillelse mellem leg og selskabelighed. For større skolebørn og unge teenagere bliver det mindre vigtigt at lege sammen og mere vigtigt blot at være sammen og tale sammen. I samtalen gør barnet erfaringer med sig selv som individuelt subjekt, og det er her, forskellige fortællinger om én selv afprøves og udvikles. På den måde bliver samtalen et centralt sted for identitetsdannelse. 

Set i sammenhæng kan dagtilbuddets leg forstås som grundlaget for denne udvikling. I dagtilbud dannes barnet gennem kropslige, sanselige, sociale og mentale erfaringer med verden og andre mennesker. I grundskolen bygges der videre på disse erfaringer, og senere i mødet med mere stabile fællesskaber, tydeligere roller og større krav om at kunne forholde sig sprogligt, socialt og personligt til verden. 

Litteratur: 

Hammershøj, L. G. (2017). Dannelse i uddannelsessystemet. Hans Reitzels Forlag. 

Tonsberg, S. (2018). Lad dem nu bare lege! Asterisk, (86), 4–9. https://dpu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/86/Asterisk86-s4-9.pdf 

Lene Tanggård – en røst om det kreative

Lene Tanggård, rektor ved Designskolen Kolding og professor i uddannelsesvidenskab og kreativitet, peger på, at leg er den vigtigste drivkraft i børns udvikling. Det er gennem legen, at børn bruger og udvikler deres fantasi og forestillingsevne, og her opstår væsentlige læreprocesser. Ofte tror vi, at læring skal ligne traditionel undervisning, men Tanggård understreger, at legen i sig selv rummer læring. Når et barn for eksempel lader en træpind blive til et sværd, træner det sin evne til at tænke symbolsk og forestille sig noget andet end det, der umiddelbart er. 

Tre centrale elementer i børns kreative udvikling 

Tanggård er som sådan ikke en legeforsker, men gennem hendes forskning peger hun blandt andet på at det at lege både i sig selv kræver kreativitet for at finde på og samtidig er det også i legen, at det kreative kan opstå.  

Ifølge Tanggård er der tre centrale elementer, der har stor betydning for at børns kreativitet dels får plads og dels udvikler sig.  

Det første element er rammesætning. Rammer må gerne være tydelige og endda snævre, fordi de kan skabe et trygt rum for eksperimenter og sanselig udfoldelse. Når børn får klare rammer, som for eksempel at de kun må bruge bestemte materialer eller opholde sig et bestemt sted, kan det faktisk styrke deres kreativitet, fordi det giver fokus og retning.  

Det andet element er at arbejde undersøgende. I det undersøgende er det vigtigt at målet ikke er fastlåst, men åbent for at der opstår en naturlig nysgerrighed hos børnene. Det er det åbne, manglende eller fleksible mål, som får dem til at udforske og afprøve frem for blot at finde et korrekt svar.  

Det tredje element er den pædagogiske dømmekraft, en vigtig rolle at den voksne hele tiden må træffe valg og improvisere for at understøtte børns kreative processer bedst muligt – for ingen kender målet eller svaret. 

Læringsglemsel og legende tilgange 

Tanggård fremhæver at legende og spilbaserede tilgange kan særligt værdifulde, fordi de giver eleverne en høj grad af selvstændighed. I denne sammenhæng introducerer hun begrebet læringsglemsel, som beskriver den tilstand, hvor man er så optaget af legen, at man glemmer, at man faktisk er i gang med at lære. Det er netop i denne tilstand, at mennesker udvikler en række kompetencer, både kognitive, motoriske, sociale og følelsesmæssige, uden at det opleves som en pligt. 

Leg, kreativitet og dannelse 

Legen har også en særlig evne til at forbinde følelser og fornuft og bidrager dermed til dannelsen af hele mennesker. Gennem leg lærer vi at være i verden på en måde, hvor der er plads til både følelser og refleksion. Tanggård går så langt som til at sige, at leg er en forudsætning for kreativitet, fordi kreativitet altid indeholder et legende element. Legen behøver ikke have et konkret formål, da den har værdi i sig selv og giver os frihed til at forestille os, at verden kunne være anderledes. 

Divergent tænkning og legens bagside  

Når børn leger, gør de brug af det, man kalder divergent tænkning. Det er evnen til at forestille sig, at noget kan være noget andet, som når et barn forvandler en havebænk til en pony ved hjælp af tæpper og puder. For barnet er ponyen virkelig, selvom alle andre kan se, at det blot er en bænk. Denne måde at tænke på er vigtig, fordi den følger os ind i voksenlivet og gør os i stand til at se nye muligheder og anvendelser i det, vi omgiver os med.  

Case

Legen har værdi i sig selv 

Afslutningsvis understreger Tanggård, at legen ikke blot skal betragtes som et middel til læring. Leg er en grundlæggende måde at være menneske på og har sin egen værdi. Hvis vi forsøger at gøre leg til et redskab for undervisning ved at kalde det læring, risikerer vi, at noget af legens frihed og kreativitet går tabt. Legen er en del af det at være menneske og bidrager til at gøre livet mere meningsfuldt, fordi den giver plads til fantasi, nysgerrighed og glæde. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at leg ikke altid er positiv. Den kan også være ekskluderende eller ondskabsfuld, og derfor er det vigtigt at skabe gode rammer, der understøtter trygge og inkluderende legefællesskaber. 

Eksemplet viser, hvordan kreativitet kan opstå inden for klare rammer. Opgaven er tydelig og afgrænset, men løsningen er åben, hvilket giver plads til undersøgende processer og divergent tænkning. Eleverne arbejder eksperimenterende og lærer gennem forsøg og fejl. Samtidig illustrerer eksemplet læringsglemsel, hvor eleverne bliver så optagede af opgaven, at læringen opleves som en naturlig del af processen frem for en pligt. Læreren udøver pædagogisk dømmekraft ved at støtte og stille spørgsmål uden at give svarene, så elevernes egne idéer og kreative processer bevares. 

Litteratur:

Tanggaard, L(2025): ”Kollektiv kreativitet” Århus universitetsforlag  

Tanggaard, L(2018): “Vanebrud. Hvordan du bruger 7 gamle vaner til ny kreativitet” Akademisk forlag  

Se kort video med Lene Tanggaard, som sætter ord på begrebet kreativitet

Rane Willerslev – en røst om historien om det legende menneske 

Rane Willerslev er antropolog og direktør for National Museet. I hans bog ”En historie om mennesket” beskriver Willerslev, hvordan legen fik trange kår med overgangen til agerbrug for ca. 11.000 år siden, hvor menneskets aktiviteter blev opdelt i to: leg og arbejde. Legen er orienteret mod nuet, mens arbejdet er rettet mod fremtiden, der kom til at fylde mere i landbrugssamfundet. 

Leg og arbejde – en historisk opdeling 

Det er ikke i kampen for overlevelse, at mennesket genfinder sig selv – det er i legen. Ifølge Rane Willerslevs forskning er det i kølvandet på landbrugssamfundets opståen, at mennesket bliver fremtidsorienteret og dermed i mindre grad er til stede i nuet. Legen skubbes i baggrunden. 

Jæger-samlere integrerede leg i deres aktiviteter, og derfor var de succesfulde. Leg var ikke noget, de først prioriterede, når andre behov var opfyldt – legen kom først og var fundamentet for deres udvikling af teknologier. 

For at illustrere tidsperspektivet kan man forestille sig, at hvis menneskets udvikling svarer til en urskive på 24 timer, så levede vi som jæger-samlere hele natten, morgenen, formiddagen, eftermiddagen og aftenen. Først omkring kl. 23.54 opstod landbruget og gjorde tiden til noget, man kunne “spilde”. Hos jæger-samlere fyldte arbejde kun få timer om dagen – resten af tiden brugte de på aktiviteter, de gjorde for fornøjelsens skyld. 

Ifølge Rane Willerslev må vi forstå leg på en anden måde end den dominerende opfattelse i dag – nemlig at leg ikke står i modsætning til arbejde. Denne opfattelse kompliceres yderligere af, at leg i det moderne samfund ofte forbindes med børns uskyldige og naive aktiviteter og dermed forstås som noget adskilt fra arbejde. 

Kunsten er ikke at tage verden for alvorligt og dualistisk. Denne pointe henter Rane Willerslev fra jæger-samlernes livsform og deres gudeforestillinger. De bruger humor, drilleri, leg og latter som måder at være i verden på og håndtere livets udfordringer. Humor og leg bruges aktivt til at løse både praktiske problemer og sociale konflikter. 

Dette står i kontrast til fx kristendommen, hvor forestillinger om rigtigt og forkert samt dommedagstænkning i højere grad dominerer. Rane bruger dette eksempel til at vise, hvordan vores samfundsmæssige forståelse har skabt en opdeling mellem leg og arbejde. Det gjorde jæger-samlerne ikke. 

Hos urmennesket fandtes der ikke klare begreber for leg og arbejde. Livet var en helhed – en undersøgende og eksperimenterende måde at være i verden på. De levede i et samspil mellem overlevelse og oplevelse, hvor nærvær og erfaring i nuet var centralt. 

Vi er ikke længere jæger-samlere, men vi bør heller ikke fastholde en rigid opdeling mellem leg og arbejde som en absolut sandhed. Rane Willerslev trækker på perspektiver fra tidlige menneskelige livsformer for at synliggøre denne samfundsskabte dualitet. Han argumenterer for, at det giver mening at tænke leg og arbejde mere sammen. 

Legens egen værdi 

Leger mennesket for legens skyld? Historien svarer ved at stille et andet spørgsmål: Hvorfor leger dyr? – og svaret er: Hvorfor skulle de ikke? 

Det virker kun mystisk, fordi vi siden overgangen til landbrugssamfundet har udviklet en forestilling om, at fritid bruges rekreativt for at kunne vende styrket tilbage til arbejdet. Ifølge Rane er dette en primitiv opdeling, hvor leg enten forstås som noget adskilt fra det vigtige eller som noget, der primært hører barndommen til. 

Leg og spil 

Leg og spil er ifølge Willerslev ikke det samme. Leg kan illustreres med to abers leg: En stor og en lille abe leger sammen. Den store, fysisk overlegne abe tilpasser sin styrke og bevæger sig langsommere for ikke at skræmme den lille. Den gør det ikke af moralske eller etiske grunde, men fordi den ønsker, at legen fortsætter. Hvis den lille føler sig truet, stopper legen. Hos børn ser vi lignende eksempler, fx når et barn siger: “Må jeg være med? Jeg kan være hund.” Barnet indtager en rolle for at kunne deltage i legen. Der ligger en egalitær struktur i leg på tværs af dyrearter, herunder mennesker: For at legen kan fortsætte, må deltagerne skabe et trygt og uforpligtende rum, hvor alle kan være med. Leg er en aktivitet, der udføres for sin egen skyld, og glæden er en integreret del af den. Samtidig er leg en skrøbelig størrelse. 

Spil peger mod en afslutning, og selvom det kan være legende og nydelsesfuldt, er det bundet til regler og mål. Snyd giver kun mening i spil, fordi det handler om at nå først i mål. I leg giver snyd ikke mening – hvis man forsøger at snyde, ophører legen med at være leg og bliver til spil.  

Man må derfor skelne mellem leg og spil: 

• Leg er procesorienteret 

• Spil er målorienteret 

Hypotesedannelse og leg 

Rane Willerslev beskriver, hvordan mennesker – især i mødet med det ukendte – konstant danner forestillinger, afprøver dem og justerer dem. Det svarer til det, man i en videnskabelig eller didaktisk sammenhæng kalder hypotesedannelse. Det sker fx, når børnene gætter kvalificeret eller lever sig ind i det, de vil forstå 

Case

Rane Willerslev peger altså på, at viden opstår i et samspil mellem erfaring, fantasi og afprøvning 

Eksemplet viser, hvordan børn gennem leg danner hypoteser ved at stille spørgsmål og afprøve deres idéer i praksis. De gætter, eksperimenterer og gentager forsøg, hvorefter de justerer deres forståelse undervejs. Dermed bliver læring en naturlig del af legen, hvor børn undersøger verden gennem erfaring og handling. 

Litteratur: 

Willerslev, R(2022): “En historie om mennesket” Forlaget Grønningen 

I denne podcast taler Lotte Rod med direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, om legens afgørende betydning for menneskets frihed og udvikling. Han fortæller med udgangspunkt i historien og egne oplevelser om, hvordan legen styrker vores kreativitet og evne til at forme fremtiden